Historie

Aron 1906 Svendborg

Aron er en kravelbygget 2-mst jagtbygget sletskonnert; dvs.en skonnert, der i modsætning til topsejlsskonnerter og bramsejlsskonnerter ikke fører råsejl.  Aron har jagtens bløde linjer og kraftige ’spring’, som  det var traditionen for skonnerter bygget i Marstal.  Aron løb af stablen 10. april 1906. Skibet er bygget af eg på eg med jagtens flade agterspejl og gode sejlegenskaber af skibsbygmester Lars Jensen Bager ’den yngre’ på Brdr. Bagers værft i Marstal.

Skibstypen.

En skonnert er et sejlskib med to; evt. flere – master med gaffelrig eller bermudarig. Det er et hurtigtgående fartøj med minimum fokkemast og stormast, som bærer langskibs sejl; altså gaffel- også kaldet skonnertsejl. En skonnert kan føre råsejl på fokkemasten; eller som Aron bredfok og fire stagsejl – fok, inder-klyver, yder-klyver og jager, gaffelsejl og topsejl. Mange skonnerter i Marstal riggedes som ’forenagterskonnerter’. Skonnerten er et meget alsidigt skib og forholdsvis let at manøvrere – selv for en lille besætning. Forenagterskonnerten eller fore-and-aft-skonnerten (fra eng.) er et tomastet skib, hvor den agterste mast – stormasten, er lidt højere end fokkemasten. Skibet fører, ud over evt. en bredfok, ingen råsejl. Bredfokken anvendes som en spiler. Forenagterskonnerten er rigget med to to-delte master med gaffelsejl og gaffeltopsejl. I nogle tilfælde riggedes forenagteren med pælemaster og når dette kombineredes med et jagtbygget skrog, kaldes skibet for en jagtskonnert.

Jagten var den almindeligste sejlskibstype i Danmark fra 1700-tallet og langt ind i 1900-tallet. Skroget er platgattet og fyldigt midtskibs, med stærkt spring og med skarpe undervandslinjer, der som regel gav et velsejlende skib. Jagten var rigget med pælemast(er), dvs. at masterne er i ét stykke og førte stagsejl, gaffelsejl; undertiden topsejl og råsejl eller bredfok.

Galeasen er et tomastet sejlskib rigget med stagsejl, gaffelsejl og topsejl. Det store forreste gaffelsejl giver sammen med de forreste stagsejl og den lille mesan galeasen sit karakteristiske udseende.

Skibsbygning.

Træskibe blev bygget på en ’bedding’, der skrånede mod vandet, så skroget, når det var færdigt, let kunne søsættes. På beddingen straktes først skibets køl. I den forreste ende af kølen rejstes skibets bov og i den bagerste ende skibets hæk. Endvidere monteredes ’spanterne’ og hele den konstruktion, der skulle tjene til fastgørelse af skibets ’yderklædning’. Ved kravelbygning placeredes bordene kant mod kant, som giver en jævn yderside. Mens man ved klinkbygning anbringer bordene med et overlap (ligesom tagsten), der tvinges sammen med kobbernitter. Herefter fulgte dæksbjælker og -planker. Den rigtige kurve på bordene opnåede man ved at påvirke træet i en ’svedekasse’ med damp og varme, hvorefter bordene kunne tvinges i den ønskede facon. Når plankerne tørrede, beholdt de den nye form. For at gøre klædning og dæk vandtæt blev revnerne mellem plankerne – ’nådderne’, ’kalfatret’ med tjærede plantefibre, kaldet ’værk’, som blev slået hårdt ind i nådderne og dækkedes med smeltet beg. Skroget kunne derefter tjæres eller males, hvilket medvirkede til at konservere træet.

En toldkontrollør som repræsentant for myndighederne forestod herefter opmålingen af skibet og udfærdigede et ’bilbrev’, som var skibets ”dåbsattest” indeholdende oplysninger om navn, kendingsbogstav, rigning, land, byggeår/-by, værft, bygmester, dimensioner, tonnage og andre centrale oplysninger om fartøjet. Efter søsætningen blev skibet gjort færdigt med master, rigning og anden udrustning, før det afleveredes til rederen. På træskibe, der skulle sejle i is eller i farvande, hvor der var risiko for angreb af pæleorm, beklædtes skroget under vandlinjen med en ’forhudning’ af metalplader, som også hæmmede begroning. Det kunne være grå (zink), gule (messing) eller grønne (kobber) plader. ARON er ikke forhudet.

123456789101112

Rigning

Aron er sådan set bygget efter storhedstiden for sejltræskibe i handelsflåden. Det var naturligvis maskinen, der agterudsejlede sejltræskibene i slutningen af 1800 tallet. Ikke fordi maskindrevne skibe kunne bevæge sig hurtigere. Det kunne de ikke. Gode sejlskibe kunne sejle mindst lige så stærkt; men motordrevne skibe kunne sejle i vindstille og skulle ikke ’krydse i modvind’. Sejlskibene havde en kort opblomstring under Anden Verdenskrig. I sejlskibe var og er ’rigningen’ naturligvis et vigtigt fokusområde.

Sejlføringen og antallet af master har markant indflydelse på farten og evnen til på lange farter at komme hurtigt frem. Råsejl er gode med ’vinden agten for tværs’ til udnyttelse af fx en konstant passatvind. Derfor byggedes der primært store skibe med ræer, som fx brigger, barker og fuldriggere til langfart. I fart på Nord- og Østersøen eller Nordatlanten (fiskeri på Newfoundland), hvor vinden ofte var langt mere lunefuld og der derfor skulle krydses meget, var skonnertsejl til gengæld bedre og lettere at håndtere. Rigningen havde naturligvis også afgørende betydning for, hvor stort mandskab der var brug for – råsejl krævede klart flere hænder end skonnertsejl.

Brødrene Bagers Værft i Marstal

På Eriksens Plads overfor søfartsmuseet i Marstal, har der siden 1855 været adskillige skibsværfter. Blandt disse var Brdr. Bagers Værft. Lars Jensen Bager ’senior’ og broderen Hans Jensen Bager var tømrermestre. De etablerede deres skibsbygningsvirksomhed i første halvdel af 1800-tallet og stoppede i 1885. Det var det værft Lars Jensen Bager ’junior’ (1863-1961) i 1889 efter nogle år til søs valgte at genoplive som skibsbygmester. Han havde været sømand og var senere blevet uddannet som navigatør og skipper fra Marstal Navigationsskole. Ved siden af skibsbyggeriet var LJ Bager bl.a. også tilknyttet sø-assurance som ekspert og sad i det lokale pengeinstituts bestyrelse. Bager producerede i alt 15 skibe, flere af dem var jagtbyggede, men han har fx også den klipperbyggede barkentine Saga på CV’et. Aron var hans tredjesidste skib.

LJ Bager ’den yngre’ byggede 1889-1912, de 5 første skibe sammen med J Rasmussen (på Eriksens Plads)

Redere gennem tiden

  • 1906-1908

     

    A. K. Andersen, Marstal

    Reder og skipper. Jagtbygget skonnert. Handelsskib.

  • 1908-1909

    C. J. Schmidt

    Marstal

     

    1908-1909

  • 1909-1918

     

    H. J. H. Christensen, Ommel

    skipper N. M. Hansen. Galease og hjælpemotor.

  • 1918-1928

    K. J. Kristensen, Ommel

    1919 støre dieselmotor ilagt.

     

    1918-1928

  • 1928-1928

     

    E. Stærke, Ærøskøbing

    kbmnd. overtager midlertidigt

  • 1928-1937

    H. P. M. Raahauge, Marstal

     

    1928-1937

  • 1937-1968

     

    F & C Jørgensen, Rudkøbing

    Helt nedrigget, 1-mst, fragtskib.

  • 1968-2018

    Kristian Lund, Svendborg

    2-mst sletskonnert. Chartersejlads.

     

    1968-2018

  • 2018-2021

     

    Anette Hansen

  • 2021-

    Gorm Bødker og Helene Moodie

     

    2021-

Aron indtil 1968

Skibet har hele sit liv heddet ARON, men rigningen har været ændret flere gange. Navnet Aron er hebraisk og betyder ‘stærk’. Aron har haft 8 ejere. Det var skibsreder A. K. Andersen, Marstal, der lod Aron bygge i 1906. Senere ejede H. J. H. Christensen, Ommel, den. Det var antagelig ham, der lod installere en hjælpemotor og samtidig fik rigningen skåret ned til galease. I nogle år forblev Aron ved forskellige ejere hjemmehørende på Ærø, indtil den fra 1937 flyttede hjemsted til Rudkøbing, tilhørende tvillingbrødrene Ferdinand og Christian Jørgensen. Skibet var i den periode helt nedrigget og sejlede i indskrænket fart fortrinsvis med korn, kul, koks og cement. Brødrene boede på den og i tråd med tidens krav forsynede de den med større motor og øgede lasteevnen til ca. 100 ton.

Under 1. verdenskrig blev Aron bemalet på skibssiden med navn og nationalitet for at tilkendegive at tilhøre et neutralt land.

Aron 1968

I 1968 påbegyndte Kristian Lund, efter overtagelsen af Aron, ændringerne fra lastende handelsskib til fritids- og passagerskib på værft i Middelfart. Skibet opriggedes igen til sletskonnert og blev apteret til chartergæster.

Aron 1973

Styrehuset, som var etableret i 1947, blev fjernet i 1973. Aron var nu tilbage til sit oprindelige udseende, som da skibet løb af stablen. Samme år fik Aron installeret ny motor, en 110 HK dieselmotor. I vinteren 1977-78 lå Aron i Svendborg og fik renoveret beddingene til ankerspillet desuden nyt skandæk og vaterbord i begge sider forude.

Aron 1980-1999

Aron er løbende blevet vedligeholdt dels på Ring-Andersen Skibsværft, dels ved familie og gode venners hjælp.
I 1983 fik Aron monteret en H-skinne under kølen, for at undgå kølsprængning.

I 1999 fik Aron skiftet det originale fyrretræs dæk ud med et nyt teaktræs dæk.

Kristian Lund

Kristian Lund blev født på Rømø i 1941. Efter aftjening af værnepligt og arbejde som instruktør i frømandskorpset, kom Kristian Lund i 1959 til Svendborg for at uddanne sig til navigatør. I 1968 købte han det stærkt nedriggede fragtskib Aron, og påbegyndte en omfattende ombygning af skibet. Han var en af de første herhjemme, der så chartersejlads som en levevej.
I 1970 var Aron klar til at modtage sine første gæster som charterskib. Fra at være et en-mandsfirma, blev Anette Hansen, Kristian Lunds hustru, en del af besætningen i 1982. Anette varetog de mange opgaver, som fulgte i kølvandet på servicering af gæster, samtidig med at hun passede sit eget firma. Sammen gav de deres gæster minderige oplevelser på togterne.

Kristian var en højt respekteret skipper i sejlskibskredse, og var en af hovedmændene i kapsejladsen Fyn Rundt for Bevaringsværdige Skibe.
I Anders Dylovs film fra 2014 , Et år med Aron, svarer Kristian Lund på pørgsmålet om fremtiden for sig selv og arbejdet med Aron: ‘Jeg tror ikke jeg holder op, før jeg ser to bølger, der er ens.’
Kristian Lund så to ens bølger 1. april 2018.

Anette Hansen fortsatte firmaet i Kristian Lunds ånd indtil 1/3-2021 hvor Gorm og Helene overtog driften og ejerskabet af Aron.

Aron i Film og TV

I 2014 lavede Anders Dylov en meget smuk video om Aron og Kristian Lund, der har ejet skibet i omkring 50 år.

Aron har med Kristian Lund som skipper været med i flere danske film; bl.a. i Bille Augusts filmatisering af Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ fra 1987, hvor Aron kom ud af tågen og anduvede Gudhjem på Bornholm.

Aron var også omrigget til topsejlsskonnerten Fortuna, som bragte teologen Poul Aggersø til Thorshavn i Niels Malmros’ filmatisering fra 1997 af Jørgen Frantz Jacobsens roman ’Barbara’.

Aron var i 2017 med i Bille Augusts optagelser til filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’.

I 2020 og 2021 har Aron været rammen om DR1’s TV program “Sommertogtet” . Hvor skuespilleren Troels Lyby byder en række kendte danske musikere med ombord på Aron til en snak om sommer, musik og livet generelt.

Maritime ord.

Kofilnagle. Maritime ord er ofte korte og kontante. Tænk på rå, hæk, bov, pøs. Anderledes forholder det sig med kofilnagle. Det leder måske som kølsvin og gøs snarere tankerne i retning af landbruget. Men kofilnagle er godt nok maritimt. Det kommer af det tyske kovillennagel, som på et gammelt sejlskib som Aron er en løs, drejet bolt af træ udformet med et håndtag. Den passer ned i et hul i naglebænken, som er en solid planke inden for lønningen. Løbende tovværk, dvs. fald og skøder fastgøres til kofilnaglen ved krydsslag og det overskydende tovværk hænges op på naglen vha. en tovbugt. En kofilnagle er typisk ca. 30 cm lang og ca. en tomme i diameter. Skal et skøde flyttes, fordi et sejl skal trimmes kan skøde og kofilnagle let flyttes til et andet hul. Tilsvarende er der en naglebænk rundt om foden på masterne, hvor de fald, der løber langs med masten til at sætte og bjærge sejl, kunne fastgøres. Normalt har hver line sin faste plads i naglebænken, så det er let at finde den rigtige i mørke og dårligt vejr.

Jomfru. På et gammelt træskib som Aron er en jomfru en træskive – typisk 10-15 cm i diameter og rund, med to, tre eller op til fem borede huller, hvorigennem tovværk kan føres. Den almindeligste brug af jomfruer er til totning af vanter. Rundt om jomfruens kant er en fure, en skølp, hvorom et tov kan føres til fastgørelse af jomfruen til røstjernet. På moderne skibe er jomfruer afløst af vantskruer.

Overtro

Fløjte. Det er velkendt at man ikke må fløjte ombord på et skib, men de færreste ved hvorfor søfolk mener at det bringer uheld. Dette skyldes imidlertid at man i gamle dage brugte fløjter ( såkaldte Bådsmandspiber) til at kommunikerer ordrer til søfolkene på dækket. Man havde et signal når søfolkene skulle begynde at “hale” (hive/trække) og et andet der betød “Stå” (stop med at hale). Man havde et signal til når søfolkene skulle mønstre på dækket og et andet til når de fik fri. Hvis folk gik og fløjtede melodier kunne det være forstyrrende , og forårsage ulykker eller uoverensstemmelser ombord.

Mastemønt. I 1993 fik Aron nye master og rig hos Ring-Andersen. I forbindelse hermed blev gamle traditioner fulgt – der blev placeret en såkaldt ’mastemønt’ (billedet) i mastesporet under fokkemasten. Skikken med at lægge en mønt i mastesporet er meget gammel og kan i skibsvrag bidrage til datering af fartøjet. I store træskibe er mastesporet en fordybning i køltømmeret (kaldet kølsvinet); eller opbygget af klodser, der er solidt fastgjort til kølsvinet. Mastemønter blev traditionelt placeret for at sikre fartøjet og dets besætning ‘held og lykke’ på rejsen. Det er endda omtalt, at en mønt kunne være placeret i mastetoppen. Også i forbindelse med stævnrejsning placeredes mønter, især mellem bjørn og køl. Med penge ombord ville skibet gøre indbringende farter. Det skulle helst være sølvmønter.

Marstal

Marstal er Ærøs største by, som i kraft af skibsfarten udviklede sig hastigt i 1700-tallet. Med sin beliggenhed på kanten til Østersøen blev Marstal måske den mest betydningsfulde søfartsby i Danmark. I byen er der en stor navigationsskole, som gennem mere end hundrede år har uddannet navigatører. Marstalskonnerterne er navnkundige og talrige – langt over 100 er gennem tiderne bygget i Marstal. Da Aron var en nybygning, var næsten hvert fjerde skib i den danske handelsflåde fra Marstal.

Svendborg

Siden 1867 har Ring-Andersens Skibsværft holdt til på Frederiksøen i Svendborg. I dag er det en meget vigtig opgave for værftet at renovere og vedligeholde de gamle sejltræskibe. Der er en årelang tradition for sejltræskibsbyggeri i området ved Svendborgsund og Ring-Andersens Skibsværft er en fornem repræsentant for skibsbyggertraditionen og den egentlige årsag til, at så mange af de gamle, fine, bevaringsværdige skibe som f.eks. Aron er hjemmehørende i Svendborg.

Zeus – Arons søsterskib

L. J. Bager byggede et nærmest identisk søsterskib til Aron på værftet i Marstal, som også blev søsat i 1906. Det var den 2-mst forenagterskonnert Zeus. Maleriet af H. A. Hansen (styrmand og marinemaler fra Ærø), viser Zeus rumskøds på vej ind til Skagen.

Zeus var på 53 BRT og bygget til fart på Nord- og Østersøen. Sine første år var Zeus hjemmehørende i

Marstal og blev ført af skibsfører M. S. Sørensen fra Ærø. Zeus blev i 1917 solgt til en reder på Lolland; der primært brugte den som motorgalease til sejlads på Sverige. I 1971 blev den solgt til Tyskland, hvor den efter genoprigning sejlede nogle år inden den endte sine dage.

Den ukendte forbindelse til Karen Blixen

Der er en eller anden sammenhæng mellem Arons bygmester Lars Jensen Bager og forfatterinden Karen Blixen; men hvilken, er det endnu ikke lykkedes at få ordentligt klarlagt. Måske skyldes det blot, at Blixen holdt sig velorienteret gennem aviserne.I sin sidste novellesamling fra 1958, Skæbne-Anekdoter, XI Båden skriver Karen Blixen om en ung knøs fra Ærø, der har lidt skibbrud. Han er som eneste overlevende havnet på en øde ø. Her ønsker han sig, at skibsbygmester Lars Jensen Bager fra Marstal var dér, og kunne hjælpe ham med at bygge en jagt, så han kunne slippe væk. Han samles på et tidspunkt op af et forbipasserende skib. Blixen skriver i novellen: ”Hvad tænkte du på om natten?” spurgte Mr. Clay. ”Jeg tænkte for det meste på én ting”, sagde sømanden. ”Jeg tænkte på en båd, mange gange drømte jeg også, at jeg havde den, at jeg satte den i søen og sejlede den. Det skulle være en god, stærk og sødygtig båd. Men den behøvede ikke at være stor, ikke mere end 10-12 læster. En jagt er lige, hvad jeg skulle have, med høj skanseklædning. Agterspejlet skulle være blåt, og jeg skulle selv skære stjerner ud om kahytsvinduerne. Jeg er født i Marstal, i Danmark. Gamle Lars Jensen Bager, som er skibsbygger, var ven med min fader, ham kunne jeg nok få til at hjælpe mig med at bygge båden. Den skulle sejle med korn fra Bandholm og Skælskør til København. Jeg ville nødigt dø førend jeg havde fået min båd, det var derfor, jeg var glad da jeg blev taget op af »Barracuda«, – jeg tænkte, at det var dog det første skridt nærmere til den Og da jeg så mødte Dem, gamle herre, og De spurgte mig om jeg ville tjene 5 Guineas, så vidste jeg, at jeg havde gjort ret i at tage bort fra øen….”

Ligeledes skal sømanden, der omtales af Karen Blixen i Den udødelige historie, som oprindeligt er en del af Blixens novellesamling: Skæbne-anekdoter, være inspireret af Bager. Her møder vi igen den ældre Mr. Clay, hvis eneste lidenskab er penge. Med tiden er han blevet så syg af gigt, at han ikke længere kan sove om natten for smerte. For at gøre tiden kortere har han ansat en ung mand (en sømand) til at læse gamle regnskaber igennem. Sømanden modtager betaling af den rige Mr. Clay for at gøre hans unge kone gravid.

Man ved, at Karen Blixen var meget glad for sømænd – en mand burde efter hendes opfattelse have kontakt med havet, som hun anså for at stå i forbindelse med det kvindelige. Men vi ved altså ikke, hvorfra Karen Blixen har kendt til Lars Jensen Bager.