Aron 1906 Svendborg
Aron er en kravelbygget 2-mst jagtbygget sletskonnert; dvs.en skonnert, der i modsætning til topsejlsskonnerter og bramsejlsskonnerter ikke fører råsejl. Aron har jagtens bløde linjer og kraftige ’spring’, som det var traditionen for skonnerter bygget i Marstal. Aron løb af stablen 10. april 1906. Skibet er bygget af eg på eg med jagtens flade agterspejl og gode sejlegenskaber af skibsbygmester Lars Jensen Bager ’den yngre’ på Brdr. Bagers værft i Marstal.
Skibstypen.
En skonnert er et sejlskib med to; evt. flere – master med gaffelrig eller bermudarig. Det er et hurtigtgående fartøj med minimum fokkemast og stormast, som bærer langskibs sejl; altså gaffel- også kaldet skonnertsejl. En skonnert kan føre råsejl på fokkemasten; eller som Aron bredfok og fire stagsejl – fok, inder-klyver, yder-klyver og jager, gaffelsejl og topsejl. Mange skonnerter i Marstal riggedes som ’forenagterskonnerter’. Skonnerten er et meget alsidigt skib og forholdsvis let at manøvrere – selv for en lille besætning. Forenagterskonnerten eller fore-and-aft-skonnerten (fra eng.) er et tomastet skib, hvor den agterste mast – stormasten, er lidt højere end fokkemasten. Skibet fører, ud over evt. en bredfok, ingen råsejl. Bredfokken anvendes som en spiler. Forenagterskonnerten er rigget med to to-delte master med gaffelsejl og gaffeltopsejl. I nogle tilfælde riggedes forenagteren med pælemaster og når dette kombineredes med et jagtbygget skrog, kaldes skibet for en jagtskonnert.
Jagten var den almindeligste sejlskibstype i Danmark fra 1700-tallet og langt ind i 1900-tallet. Skroget er platgattet og fyldigt midtskibs, med stærkt spring og med skarpe undervandslinjer, der som regel gav et velsejlende skib. Jagten var rigget med pælemast(er), dvs. at masterne er i ét stykke og førte stagsejl, gaffelsejl; undertiden topsejl og råsejl eller bredfok.
Galeasen er et tomastet sejlskib rigget med stagsejl, gaffelsejl og topsejl. Det store forreste gaffelsejl giver sammen med de forreste stagsejl og den lille mesan galeasen sit karakteristiske udseende.
Skibsbygning.
Træskibe blev bygget på en ’bedding’, der skrånede mod vandet, så skroget, når det var færdigt, let kunne søsættes. På beddingen straktes først skibets køl. I den forreste ende af kølen rejstes skibets bov og i den bagerste ende skibets hæk. Endvidere monteredes ’spanterne’ og hele den konstruktion, der skulle tjene til fastgørelse af skibets ’yderklædning’. Ved kravelbygning placeredes bordene kant mod kant, som giver en jævn yderside. Mens man ved klinkbygning anbringer bordene med et overlap (ligesom tagsten), der tvinges sammen med kobbernitter. Herefter fulgte dæksbjælker og -planker. Den rigtige kurve på bordene opnåede man ved at påvirke træet i en ’svedekasse’ med damp og varme, hvorefter bordene kunne tvinges i den ønskede facon. Når plankerne tørrede, beholdt de den nye form. For at gøre klædning og dæk vandtæt blev revnerne mellem plankerne – ’nådderne’, ’kalfatret’ med tjærede plantefibre, kaldet ’værk’, som blev slået hårdt ind i nådderne og dækkedes med smeltet beg. Skroget kunne derefter tjæres eller males, hvilket medvirkede til at konservere træet.
En toldkontrollør som repræsentant for myndighederne forestod herefter opmålingen af skibet og udfærdigede et ’bilbrev’, som var skibets ”dåbsattest” indeholdende oplysninger om navn, kendingsbogstav, rigning, land, byggeår/-by, værft, bygmester, dimensioner, tonnage og andre centrale oplysninger om fartøjet. Efter søsætningen blev skibet gjort færdigt med master, rigning og anden udrustning, før det afleveredes til rederen. På træskibe, der skulle sejle i is eller i farvande, hvor der var risiko for angreb af pæleorm, beklædtes skroget under vandlinjen med en ’forhudning’ af metalplader, som også hæmmede begroning. Det kunne være grå (zink), gule (messing) eller grønne (kobber) plader. ARON er ikke forhudet.