Bygget i Marstal
Aron løb af stablen 10. april 1906 fra Brdr. Bagers værft i Marstal. Skibsbygmester Lars Jensen Bager ‘den yngre’ byggede hende af eg på eg med jagtens flade agterspejl, kraftige spring og bløde linjer, som kendetegnede Marstals jagtbyggede skonnerter.
Hun forlod beddingen som en 2-mastet skonnert: ingen råsejl, et lavvandet skrog og en rig, som en lille besætning kunne betjene. Alt ved hende afbalancerede lastekapacitet med muligheden for at sejle økonomisk.





